Sparede emissioner ved landstrøm for færger og krydstogtskibe i Københavns Havn og Aarhus Havn

Artikel

Forfattere

DOI:

https://doi.org/10.54337/ojs.td.v32i.10574

Resumé

Når skibe bruger landstrøm i havn, reduceres deres emissioner meget effektivt, og samtidig forbedres luftkvaliteten i havnene og de nærliggende byområder. Landstrømsanlæg (OPS: Onshore Power Supply) til færger blev etableret i 2020 på Molslinjens hurtigfærgeterminal i Aarhus Havn og i 2021 på DFDS' passagerfærgeterminal i Københavns Havn. OPS er også etableret for krydstogtskibe ved en krydstogtkajplads i Aarhus Havn i 2023, og mellem 2025 og 2028 er det planlagt at installere OPS på fem krydstogtkajpladser i Københavns Havn.
Denne artikel præsenterer det maksimale potentiale for emissionsbesparelser i Københavns Havn og Aarhus Havn for en situation, hvor alle færger og krydstogtskibe er fuldt tilsluttet OPS, hvilket betyder, at alle skibe modtager landstrøm i stedet for at producere elektricitet med deres dieselmotorer, mens de ligger ved kaj.
I Københavns Havn udgør de beregnede emissionsbesparelser for krydstogtskibe langt de største dele af de samlede beregnede emissionsbesparelser for krydstogtskibe og færger i havnen. For krydstogtskibene beregnes følgende procentvise besparelsesandele (angivet i parentes) for brændstofforbrug (94 %), SO2 (92 %), NOx (91 %), PM2,5 (97 %), CO2 (94 %), CH4 (100 %), N2O (92 %) og CO2eq (94 %). Krydstogtskibenes meget store besparelsesandele for PM2,5 og CH4 skyldes de meget store PM2,5-, og CH4-emissioner, der undgås fra hhv. de HFO-drevne og (de få) LNG-drevne krydstogtskibe, når landstrøm bruges.
Også i Aarhus Havn udgør de beregnede emissionsbesparelser for krydstogtskibe langt de største dele af de samlede beregnede emissionsbesparelser for krydstogtskibe og færger i havnen. For krydstogtskibene beregnes følgende procentvise besparelsesandele (angivet i parentes) for brændstofforbrug (74 %), SO2 (98 %), NOx (79 %), PM2,5 (89 %), CO2 (74 %), CH4 (79 %), N2O (74 %) og CO2eq (74 %). I Aarhus Havn er andelene af sparede SO2- og PM2,5-udledninger særligt høje for krydstogtskibe set i forhold til færger, fordi det effektive svovlindhold på 0,1 % i brændstoffet krydstogtskibene sparer ved at bruge landstrøm er meget højere end svovlindholdet på 0,005 % i det MDO/MGO-brændstof færgerne sparer ved at bruge landstrøm, og fordi der undgås meget store PM2,5-emissioner fra de HFO-drevne krydstogtskibe.
Faktiske elforbrugstal for tre krydstogtskibe i Aarhus Havn, oplyst ved projektperiodens afslutning, er en del lavere end elforbruget, der beregnes for skibene. Dette peger på en stor usikkerhed ved at bruge beregnede elforbrug som input til emissionsberegningerne, og at de beregnede sparede brændstofforbrug og emissioner for krydstogtskibe sandsynligvis er for høje. De mest præcise resultater for sparede brændstofforbrug og emissioner vil kunne opnås ved at bruge faktiske elforbrugsdata i beregningerne for alle skibe, der modtager landstrøm i havn.

Downloads

Publiceret

09-07-2025

Citation/Eksport

Winther, M., & Lansø, A. S. (2025). Sparede emissioner ved landstrøm for færger og krydstogtskibe i Københavns Havn og Aarhus Havn: Artikel. Artikler Fra Trafikdage På Aalborg Universitet, 32. https://doi.org/10.54337/ojs.td.v32i.10574