Samfundsøkonomisk priotering af CO2-tiltag i transportsektoren

Abstract

I den daværende regerings transporthandlingsplan fra 1990 blev de nuværende miljømålsætninger formuleret. CO2-udslippet skal i følge disse målsætninger stabiliseres på 1988-niveauet i 2005 og reduceres med 25% frem til år 2030. Målsætningen er bekræftet af Folketinget ved flere lejligheder, og i den i foråret 1996 offentliggjorte handlingsplan til reduktion af CO2-udslippet i transportsektoren har den nuværende regering fastholdt målsætningen.

Danmark er - så vidt vides - det eneste land, der har en selvstændig målsætning vedrørende CO2-udslippet på transportområdet. Andre lande har alene en målsætning for det samlede CO2-udslip.

Opstillingen af den selvstændige CO2-målsætning på transportområdet har givet anledning til debat. Baggrunden for debatten har været spørgsmålet om, hvorfor transportsektoren kun skal stabilisere sit CO2-udslip i 2005, mens der samlet skal ske en reduktion på 20% - begge målsætninger set i forhold til CO2-udslippet i 1988.

Der er som årsag til, at målsætningen på transportområdet som udgangspunkt er sat lavere end indenfor de øvrige energiforbrugende sektorer, officielt fremført to argumenter. For det første, da hovedparten af aktiviteterne i transportsektoren allerede i dag er stærkere afgiftsbelagt end i andre sektorer, vurderes det vanskeligere at opnå CO2-besparelser i transportsektoren end i andre sektorer gennem afgiftsstigninger.

For det andet er der specielt på transportområdet tale om en afvejning mellem lokale og globale miljøeffekter. Øget anvendelse af benzin som brændstof frem for dieselolie, samt udbredelsen af katalysatorteknik, afhjælper en række af de lokale miljøproblemer, men er samtidig medvirkende til at øge CO2-udslippet.