Risikooplevelse og adfærd hos ældre fodgængere og cyklister i byer.
DOI:
https://doi.org/10.5278/ojs.td.v10i1.4705Keywords:
pedestrian, cyclist, elderly, risk taking, behaviourAbstract
Formålet med projektet er at belyse de ældre fodgængeres og cyklisters trafikale situation i byområder. Resultaterne omhandler de ældre trafikanters risikoopfattelse, risikobevidsthed, kendskab til regler og brug af tiltag, dels i forbindelse med konkrete lokaliteter, dels hvordan risikoopfattelse generelt påvirker de ældres mobilitet. De ældres adfærd og risikooplevelse er sat i relation til de tilsvarende forhold hos en kontrolgruppe af 40-49 årige trafikanter.
De ældre lægger mere vægt på fodgængerfelter, cykelstier og lysreguleringer end kontrolgruppen. De ældre synes også i højere grad end kontrolgruppen, at det er farligt at krydse, hvor disse ting ikke findes. Der skal også helst være fortov og cykelsti, hvor de ældre færdes, mens kontrolgruppen mere tænker på at komme hurtigt frem. Forskelle i adfærd inden for ældregruppen er mere relateret til forskelle i helbred og fysik end til forskel i alder.
Generelt udviser de ældre i konkrete trafikale situationer en mere forsigtig adfærd end kontrolgruppen. Således vælger de ældre signifikant oftere end kontrolgruppen at gå en til en fodgængerovergang, hvis de kan se én, de krydser sjældnere vejen for rødt lys, de standser oftere i forbindelse med et venstresving på cykel og de cykler sjældnere på fortovet og i den forkerte retning på cykelstien.