Hvordan vurderer Miljøstyrelsen effekten af partikelforurening
DOI:
https://doi.org/10.5278/ojs.td.v8i1.4755Abstract
Inden for det seneste 10-15 år har ny viden om luftforureningen og dens sundhedsskadelige effekter skabt stor international opmærksomhed. Dette skyldes ikke mindst ny viden om små partikler (omtales som fine partikler eller PM2,5, dvs partikler med diameter under 2,5 μm) og deres særlige bidrag til de sundhedsskadelige effekter. Inden for de seneste år er der således afholdt talrige internationael konferencer vedrørende luftforureningens og især partiklers effekter. Som konsekvens af denne øgede viden er der både nationalt og internationalt (U.S.- EPA), EU-kommisionen, WHO) foretaget revision af grænseværdierne for partikler og øvrige luftforureningskomponenter.
Herhjemme har man for at følge udviklingen og i forbindelse med indarbejdelsen af nye EU- grænseværdier nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe mellem Sundhedsministeriet og Miljø- og Energiministeriet. I gruppen sidder der repræsentanter for Sundhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen, Danmarks Miljøundersøgelser samt forskere inden for det miljømedicinske område. En vigtig del af gruppens arbejde er at vurdere de sundhedsmæssige konsekvenser af de aktuelle luftforurenings-niveauer i Danmark samt at vurdere, hvad indførelse af de nye EU-grænseværdier vil betyde.
Nedenfor sammenfattes kort gruppens arbejde med vurdering af komponenterne partikler og ozon, der umiddelbart må anses for at høre til de mest sundhedsskadelige komponenter i luften. En lang række data peger på disse to komponenter er særligt kritiske, men man må imidlertid gøre sig klart, at udsættelse af befolkningen altid vil bestå af luftens samlede indhold, der udgøres af en blanding af en lang række gasformige og partikelbundne komponenter, og at de effekter man ser i befolkningsundersøgelser, derfor vil være relateret til denne samlede udsættelse. De komponenter, der i undersøgelserne bedst kan relateres til effekterne, må således betragtes som de bedste indikatorer for forureningens sundhedsskadelige effekter.