Lastbiluheld - en dybdeanalyse af 21 uheld
DOI:
https://doi.org/10.5278/ojs.td.v8i1.4790Keywords:
truck, in-depth accident analysisAbstract
I 1996 nedsatte Trafikministeren en tværfaglig gruppe, som i en periode skulle foretage dybdegående analyser af udvalgte uheld. Som en del af arbejdet har gruppen analyseret 21 uheld med lastbiler. Analyserne bygger på materiale fra forskellige myndigheder, besigtigelse af uheldssteder samt interviews med implicerede parter.
Uheldsfaktorerne var knyttet i nogenlunde lige grad til lastbilchaufførerne og deres modparter. Mangelfuld orientering var en væsentlig faktor hos såvel lastbilchauffører som modparter. Ung alder eller uerfarenhed som medvirkende faktor i uheldet fandt man især hos modparterne. For høj hastighed, derimod, var en uhelds- eller skadesfaktor hos lastbilchaufførerne oftere end hos modparterne.
Analyserne afslørede kun egentlige fejl ved lastbilerne som uheldsfaktor i 3 uheld. Til gengæld stod det klart, at lastbilers normale konstruktion/dimensioner kan være medvirkende til, at uheldssituationer opstår. Deres dårligere bremse- og undvigeegenskaber kan medføre, at opståede situationer oftere end for personbiler udvikler sig til kollisioner og at kollisionerne sker med forholdsvis højere hastighed. Endelig betyder lastbilers størrelse og vægt, at kollisionerne medfører alvorligere personskader end tilsvarende kollisioner med personbiler.