Udvikling af rutevalgsmodeller

Fra heuristisk til teoretisk grundlag

Abstract

I praksis lægges der ofte et stort arbejde i at opbygge og estimere efterspørgselsmodeller, der som regel tager udgangspunkt i stokastisk nytteteori. Dette sikrer konsistens mellem de forskellige delmodeller, og gør det muligt at estimere modellerne statistisk. Efterspørgselsmodeller opbygges derudover typisk af en række sideordnede modeller for forskellige turformål og trafikantgrupper.
Derimod har der i såvel praksis som forskning været betydeligt mindre fokus på rutevalgsmodeller. Som regel benyttes forskelligt standardsoftware, hvori en række adfærdsmæssige antagelser er indbygget implicit. Således er det ikke muligt at formulere modellerne ud fra stokastisk nytteteori og gennemføre en statistisk estimation på samme måde som for efterspørgselsmodeller. Ydermere lægges trafikken ofte samlet ud på trafiknettet, hvorved der ikke skelnes mellem turformål og trafikantgrupper.
En række eksperimenter ved CTT/DTU har vist, at forskellige softwarepakker giver endog meget forskellige resultater hvad angår ruter mellem to givne lokaliteter. Dette er i særlig grad et problem for kollektiv trafik, hvor der i visse tilfælde fremkommer totalt forskellige ruter. I praksis har det i forskellige arbejder givet sig udtryk i meget store forskelle på trafikprognoser for konkrete anlæg.
Artiklen starter med en kort historisk gennemgang af udviklingen af rutevalgsmodeller. Derefter gennemgås metodiske udvidelser af modellerne, der løser ovennævnte problemer. Dette indbefatter forskellige undersøgelser og anbefalinger for formulering af modellernes stokastiske del, udvidelser for at kunne tage hensyn til flere trafikantklasser svarende til efterspørgselsmodellers detaljeringsgrad, og metoder til at tage hensyn til forskelle i trafikanters præferencer inden for den enkelte klasse.
Derefter beskrives vejspecifikke kapacitetsforhold eksemplificeret med en mere generel model for vejvalg, der blev udviklet i forbindelse med Havnetunnelprojektet. Tilsvarende gennemgås specielle forhold for modellering af passagerers rutevalg eksemplificeret med den kollektive rutevalgsmodel, der blev udviklet til brug i forbindelse med VVM-redegørelsen af København-Ringstedprojektet.
Artiklen afsluttes med en række konklusioner vedr. state-of-the-art og giver en række forslag til fremtidens forskningsagenda.