Energibesparelser og CO2 reduktion på S-banen gennem tekniske, trafikale og adfærdsmæssige løsninger
DOI:
https://doi.org/10.5278/ojs.td.v16i1.5414Keywords:
energy saving, regenerating, recuperation, behaviour, regularity, indoor climate, heating, tailor-made, green currentAbstract
DSB S-tog sparer 40 % energi ved at regenerere energien under bremsning. Ud over denne egenskab og en række andre tekniske løsninger er energiforbruget bestemt af trafikale-, kunde- og adfærdsmæssige forhold, som det er muligt at påvirke.
For at reducere udledningen af CO2 har DSB indkøbt kørestrøm produceret af vind- og vandkraft.
DSB måler time for time energiforbruget på samtlige s-tog. På grundlag heraf er det muligt at følge udviklingen i forbruget og analysere mulighederne for energibesparelser. Ud fra målinger i hele 2008 kan det fastslås, at der spares 40 % energi fordi togene regenererer under bremsning. Med et årligt forbrug på ca. 120 GWh svarer det til en besparelse på ca. 50 GWh om året.
Ved at sammenholde energiforbruget med den opnåede regularitet, kan det konstateres, at man ved at forbedre regulariteten, ud over at vinde i kundetilfredshed, også sparer energi. Man opnår altså en helt kontant fordel ved at gøre en indsats for togenes rettidighed.
En betydende faktor for energiforbruget er køreplanen og hvordan den enkelte lokomotivfører fylder den ud. På grundlag af målinger i praksis på bestemte strækninger, og ved sammenligning af kørsel ved god og dårlig regularitet, kan det konstateres, at der kan være 20 - 40 % forskel på energiforbruget til traktion afhængig af køremåden.
DSB har ved information og kampagner gjort en stor indsat for at hjælpe lokomotivførerne til at køre energiøkonomisk. Efter et års målinger tyder det på, at der er opnået en samlet besparelse på ca. 4 % svarende til ca. 2,5 mio.kr. om året.
På tilsvarende måde er det vigtigt hvordan togene parkeres når de ikke er i drift og hvordan de betjenes under rengøring. Her spiller vaner, ressourcer og arbejdsrutiner en stor rolle.
En anden vigtig faktor for energiforbruget er spørgsmålet om hvordan man tilpasser indsættelse af materieltyperne til køreplan og passagerbehov.
En væsentlig men undertiden overset post på energiregnskabet er den betydelige mængde energi, der går til at opretholde passagerernes komfort. F.eks. udgør forbruget til varme ca. 20 % af det samlede årlige forbrug. Dimensionering og styring af indeklimaet i forhold til behov og passagermængde er et indsatsområde DSB fremover vil sætte fokus på.
Ved at vælge at indkøbe kørestrøm produceret af vind- og vandkraft – RECS beviser – har DSB nedsat udledningen af CO2 herfra til nul.