Samfundsøkonomiske analyser af cykeltiltag
Metode og cases
DOI:
https://doi.org/10.5278/ojs.td.v16i1.5443Keywords:
economics, unit costs, cost-benefit analysis, bicycling, casesAbstract
Københavns Kommune har en ambition om, at København skal være verdens bedste cykelby. Der er i 2006-2010 afsat 185 mio. kr. til specifikke cykelprojekter. Midlerne er blandt andet gået til etablering af cykelstier, cykelruter, cykelparkering og en stor adfærdskampagne. Endvidere har kommunen sat sig en række mål for 2015 for at øge omfanget af cykling i kommunen, øge trygheden og reducere antallet af uheld.
Der findes ikke en forankret metode til at vurdere og opgøre de samfundsøkonomiske konsekvenser af cykeltiltag i Danmark. Transportministeriets manual for samfundsøkonomisk analyse indeholder således ikke anbefalinger rettet mod cykeltrafik, og der eksisterer derfor ikke et officielt metodegrundlag for evaluering af cykeltiltag.
For at kunne behandle cykeltrafikken på lige fod med de øvrige transportformer og forbedre beslutningstageres muligheder for at prioritere på transportområdet er der derfor behov for et bedre planlægningsgrundlag på cykelområdet. Københavns Kommune bad derfor COWI om at gennemføre et projekt om samfundsøkonomiske analyser af cykeltiltag.
Formålet med projektet var at:
- Etablere et første metodegrundlag i form af enhedsværdier til brug for samfundsøkonomiske analyser af cykeltiltag.
- Med udgangspunkt i de etablerede enhedsværdier gennemføre to samfundsøkonomiske casevurderinger (Bryggebroen og krydset i Gyldenløvsgade).
- Vurdere systemeffekter af cykeltiltag.
Der er - specielt for nogle af effekterne - tale om overordnede vurderinger af enhedsværdierne baseret på eksisterende materiale og skønsmæssige antagelser i det omfang, at det eksisterende materiale ikke har været tilstrækkeligt. Resultaterne skal derfor ses som et foreløbigt overslag over enhedsværdier på området.
Hele projektet er afrapporteret i en rapport, som er tilgængelig fra Københavns Kommune. Rapporten har titlen " Samfundsøkonomiske analyser af cykeltiltag - metode og cases", januar 2009. En række elementer i rapporten er kun gennemgået overfladisk i dette paper. Læseren henvises derfor til rapporten for en detaljeret gennemgang af de nævnte projektkomponenter.