Variable hastighedstavler
DOI:
https://doi.org/10.5278/ojs.td.v16i1.5466Keywords:
variable speed signs, ITS, speed adaption, junction on rural roadsAbstract
Variable hastighedstavler ses flere steder anvendt som et hastighedsreducerende tiltag i kryds, hvor der er blevet udpeget sorte pletter som følge af for høj hastighed. I undersøgelsen er ha- stighedsdata fra tre kryds langs rute 26, hvor Vejdirektoratet i 2008/2009 har opsat variable hastighedstavler (Vejdirektoratet 2007, 2008a, 2008b), blevet analyseret, hvorved det har været muligt at dokumentere en effekt af de variable hastighedstavler.
Der er i effektundersøgelsen af variable hastighedstavler redegjort for undersøgelser fra England, Sverige og Danmark. Disse undersøgelser har vist, at der kunne opnås en reduktion i middelhastighederne på op til 15 km/t og i hastighederne ved 85 %-fraktilerne på op til 9 km/t. Undersøgelserne viste også, at det var muligt at reducere antallet af tilskadekomne som følge af de variable tavler (Winnett og Wheeler 2002, Herrstedt og la Cour Lund 2006, Lind- kvist et al. 2006, Rosenstand 2008).
I analysen af de variable hastighedstavler ved de tre betragtede kryds langs rute 26 er der foretaget en sammenligning af de målte hastigheder, før systemerne blev taget i brug med efter- perioden i situationer, hvor tavlerne er hhv. tændte eller slukkede. De variable tavler blev etableret ved krydsene inden før-data blev indsamlet, hvorved det også har været mulig at undersøge effekten af de variable hastighedstavler ved slukket og tændt tavle, både i førperioden, hvor tavlerne var ikke var synlige for trafikanterne og i efterperioden, hvor de var synlige. I før-perioden har tavlerne været dækket til for trafikanterne.
Analysen af de tre kryds langs rute 26 viste, at det som følge af brugen af variable hastighedstavler var muligt at reducere middelhastighederne med op til 9 km/t. Det var desuden muligt at reducere 85 % fraktilen med op til 12 km/t. Alle hastighedsreduktionerne var signifikante. Ved at anvende Powermodellen viste analysen også, at det var muligt at reducere antallet af tilskadekomne som følge af de variable tavler.