Hvordan Opfatter Togpassagerer Information om Rettidighed – Et Empirisk Studie.
DOI:
https://doi.org/10.5278/utd.v7i1.3788Palavras-chave:
Timelines, rail transport, customer information, reference class, survey methodResumo
DSB’s passagerservice omfatter information til passagerer om rettidighed. Det aktuelle informationsformat angiver rettidighed sammen med en procentsats, f.eks.: ”I går var rettidigheden 90 %”. Selvom udsagnet virker enkelt, er det usikkert om det bliver opfattet korrekt af DSB’s kunder. Forståelse og formidling af numerisk information er et særligt problemfelt der har haft bevågenhed i økonomi, sundhedsvidenskab og psykologi. Efter model af et tidligere studie af et tilsvarende informationsformat (Gigerenzer et al.,2005) undersøgte vi hvordan togpassagerer tolker DSB’s informationsformat om rettidighed. I alt 381 rejsende på 3 forskellige danske jernbanestrækninger besvarede et skema med blot 4 spørgsmål om rettidighed. Det store flertal mente at begrebet rettidighed omfatter både afgangs- og ankomsttidspunkt, kun ca. 10 % mente, i overensstemmelse med DSB, at rettidighed alene refererer til et togs ankomsttidspunkt. De adspurgte angav vidt forskellige kriterier for rettidighed fra 0 min. til 1 time. Procentsatsen reference blev opfattet forskelligt; referencen blev opfattet som andelen af rettidigt ankomne tog (34,4 %) eller som andelen af strækninger hvor togene kørte rettidigt (41,4 %). Selvom få forstod udsagnet helt korrekt, angav flertallet at de foretrak rettidighedsinformation med reference til tog, enten som en procentandel eller som gennemsnitlig forsinkelse. Undersøgelsen viste, i fuld overensstemmelse med dens forlæg , at angivelse af procentsats uden referenceklasse åbner for forskellige tolkninger af budskabet i modtagergruppen. Resultaterne peger på at referenceproblemet bør tages alvorligt, når det er vigtigt at information bliver forstået korrekt af en modtagergruppe.