Gentagelse vs. Genbeskrivelse. Om forholdet mellem instrumentelle og artistiske praksisser

Abstract

Coachingfeltet flyder over med metoder og teknikker til udvikling i og af samtaler. Men sjældent stilles der
kritisk lys på metodernes grænser og begrænsninger, og diskuteres en metodes begrænsninger gøres det stort
set altid for at pege på et alternativ. Heroverfor peger vi i artiklen på, med afsæt i Rorty’s neopragmiatisme,
at der er noget principielt uforeneligt mellem på den ene side idealet om coaching som en frisættende praksis
og på den anden side tanken om, at frisættelsen kan ske ved at samtalen følger en bestemt struktur. Artiklen
slutter af med, stadig med Rorty, at pege på metaforen, improvisationen og ironien som alternative frihedsunderstøttende
samtalepraksisser.