Politiets nationale operative strategi på færdselsområdet 2016-2020
DOI:
https://doi.org/10.5278/ojs.td.v1i1.6021Abstract
Den nationalt prioriterede færdselsindsats i Danmarks 12 politikredse har baggrund i politiets nationale operative strategi på færdselsområdet. Her beskrives strategien for årene 2016-2020. Strategien er analyse- og evidensbaseret, opererer med effektmål frem for inputmål og er geografisk differentieret. Formålet er at øge færdselssikkerheden i Danmark, sikre en hensigtsmæssig trafikafvikling i samfundet og bidrage til borgernes tryghed. På baggrund af nationale strategiske analyser er udpeget tre indsatsområder: for høj hastighed, spirituskørsel og uopmærksomhed. På området for høj hastighed er der foretaget lokale analyser i politikredsene, og på baggrund af disse er særligt hastighedsbelastede strækninger udpeget med konkrete mål for hastighedsnedsættelse. På spirituskørselsområdet og uopmærksomhedsområdet gennemføres i 2017 repræsentative forekomstundersøgelser. Undersøgelsernes resultater kan ud over at være oplysende i sig selv tjene som udgangspunktsmålinger, som eventuelle fremtidige indsatsers effekt kan måles imod. Endelig er en spørgeundersøgelse om tryghed af et repræsentativt udsnit af danske trafikanter gennemført. Denne undersøgelse afslører, at trafikanterne er generelt trygge i trafikken, og at de er mest utrygge ved spirituskørsel, dernæst ved brug af mobiltelefon under kørsel og endelig for høj hastighed.