Beskæftigelseseffekter af investeringer i vejanlæg
DOI:
https://doi.org/10.5278/ojs.td.v1i1.6028Abstract
Staten gennemfører i disse år mange store vejprojekter og der er typisk både stor politisk og offentlig interesse for effekterne af disse. Historisk har det primære fokus været på de trafikale effekter af infrastrukturinvesteringer, men i de senere år er der også kommet stigende interesse for at kunne måle andre og bredere effekter, såsom den arbejdskraftefterspørgsel, som skabes af anlægsprojekterne.
Arbejdskraftefterspørgsel kan afhjælpe lokale ledighedsproblemer, eksempelvis i situationer med lavkonjunktur. I situationer med højkonjunktur stor kan store anlægsprojekter til gengæld risikere at rammes af rekrutteringsproblemer, som både kan fordyre eller forsinke projekter eller forvride lokale arbejdsmarkeder. Derfor er det interessant for beslutningstagerne at vide, i hvilket omfang et givent projekt øger beskæftigelsen, hvornår det sker, og hvilke faggrupper der påvirkes af efterspørgslen.
Med fokus på håndtering af disse problemstillinger har COWI udarbejdet en generisk analysemodel for Vejdirektoratet, som giver mulighed for fremover at inkludere en opgørelse over beskæftigelseseffekterne i analyser og beslutningsoplæg.
Analysen har fokus arbejdskraftefterspørgsel til vejbyggeri, baseret på analyse af en række forskellige projekttyper og det typiske arbejdskraftinput til vejprojekterne. Analysemodellen udgøres af en større beregningsmodel for direkte, indirekte og afledte beskæftigelseseffekter, baseret på erfaringer fra planlægning, budgettering og ledelse af vejprojekter og på gængse samfundsøkonomiske modeller for multiplikatoreffekter.
Analysemodellen kan levere vigtig viden for bygherrer og andre beslutningstagere, arbejdsmarkedsaktører mv. og anvendes i den eksterne kommunikation om et større påtænkt anlægsprojekt.