Sikker til fods - Analyser og anbefalinger baseret på danske fodgængeruheld i byzonen

Authors

  • Helene Østergaard Christensen Aalborg Universitet
  • Jens Christian Overgaard Madsen Trafikforskningsgruppen, Aalborg Universitet

DOI:

https://doi.org/10.5278/ojs.td.v17i1.5531

Keywords:

traffic safety, pedestrians, pedestrian facilities

Abstract

I sammenligning med eksempelvis cyklisterne har der siden 2000 været et mere begrænset fokus på fodgængernes trafiksikkerhed. Eksempelvis er uheld med fodgængere i modsætning til uheld med cyklister ikke udpeget som et særligt indsatsområde i Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan. Der er dog væsentlige begrundelser for at forbedre trafiksikkerheden for fodgængere. Blandt andet er alvorlighedsgraden af fodgængeruheld betydeligt højere end for de fleste andre trafikantgrupper.

På denne baggrund er der i projektet foretaget analyser af fodgængernes trafiksikkerhed i byområ-derne i Danmark. Formålet for analysearbejdet er, at udvikle viden, der kan omsættes i værktøjer og anbefalinger, der kan sikre omkostningseffektive reduktioner i antallet af dræbte og (alvorligt) tilskadekomne fodgængere. Uheldsproblematikken relateret til fodgængere er analyseret ved fire forskellige tilgange.

I første række er der gennemført en analyse af politiregistrerede uheld i byzone i Danmark i årene 1999-2008. Denne analyse dokumenterer blandt andet fodgængeruheldenes høje alvorlighedsgrad samt det forhold, at uheldsproblematikken primært relaterer sig til fodgængernes krydsning af vej. I anden række er der derfor gennemført en mere detaljeret analyse af krydsningsuheld med fodgængere i byzone. Disse analyser afslører, at krydsningsuheldene i kryds primært sker på steder med og under brug af fodgængerfelter eller lignende facilitet. De strækningsrelaterede krydsningsuheld sker i højere grad på lokaliteter, hvor der ikke er etableret krydsningsfacilitet, eller dækker over uheld, hvor fodgængerne ikke har benyttet en allerede etableret krydsningsfacilitet. Som sådan indikerer analyserne, at der er sikkerhedspotentialer knyttet til at forbedre fodgængernes krydsningsfaciliteter samt fodgængernes anvendelse af krydsningsfaciliteter.

I et løsningsorienteret perspektiv er der i forlængelse heraf foretaget en vejinventering på en række udvalgte lokaliteter i Aalborg, hvor der er registreret høje forekomster af krydsningsuheld. Grundlaget for inventeringen er det norske Statens Vegvesens vejledning omkring planlægning, udformning og placering af fodgængerfelter – ”Gangfeltkriterier – Håndbok 270” (Statens Vegvesen, 2007). Til trods for de høje forekomster af krydsningsuheld afslører inventeringen, at lokaliteterne for så vidt angår placering og udformningen af krydsningsfaciliteter efterlever de retningslinjer, der er formuleret i Gangfeltkriterier. Efterfølgende analyser af uheldsbilledet på lokaliteterne tegner i forlængelse heraf et billede af, at en større del af uheldene kan henføres til fodgængernes adfærd – manglende brug af eksisterende krydsningsfacilitet eller manglende overholdelse af vigepligt.

Sammenfattede tegner de samlede analyser et billede af, at de væsentligste potentialer til forbedring af fodgængernes sikkerhed knytter sig til ændringer af fodgængernes adfærd, konsekvent hastighedsplanlægning i byområderne samt separering af fodgængere fra den motoriserede trafik på lokaliteter med høje hastighedsgrænser.

Downloads

Published

31-12-2010

How to Cite

Christensen, H. Østergaard, & Madsen, J. C. O. (2010). Sikker til fods - Analyser og anbefalinger baseret på danske fodgængeruheld i byzonen. Proceedings from the Annual Transport Conference at Aalborg University, 17(1). https://doi.org/10.5278/ojs.td.v17i1.5531