Tilfartsregulering til motorveje
Har det nogen effekt?
DOI:
https://doi.org/10.54337/ojs.td.v3i1.6127Resumé
Vejtrafikken er gennem de seneste 15 år steget kraftig. På motorvejene har der været en særlig stor stigning. Den gennemsnitlige årsdøgntrafik på motorvejene er således vokset fra 13.600 køretøjer i 1980 til 24.200 køretøjer i 1994.
Specielt i morgenmyldretiden på motorvejene omkring København har stigningen medført meget store vanskeligheder med afviklingen af trafikken. I dette tidsrum overstiger trafikbehovet kapaciteten på mange strækninger. Trafikanterne mærker dette i form af en betydelig lavere rejsehastighed, ofte på 20-40 km/t.
Det er ofte omkring rampetilslutningerne, at problemerne er synlige. Høj trafikintensitet på motorvejen plus indkørende trafik fra rampen overskrider tilsammen motorvejens kapacitet, hvilket uvægerligt medfører kø bagud ad motorvejen. Det er ikke kun trafikanter i motorvejens højre spor, der bliver påvirket af indkørende trafik ved ramperne. Hvis trafikken glider bedre i venstre spor vil nogle trafikanter skifte fra højre til venstre spor, indtil der igen er ligevægt, hvad angår hastighed. Kapacitetsproblemerne ses derfor i begge spor samtidig.