Kapacitet i den afkortede cykelsti
Artikel
DOI:
https://doi.org/10.54337/ojs.td.v32i.10602Resumo
et nyt studie af Jensen & Sørensen (2025), som er støttet af Cykelpuljen, undersøges, hvordan afkortede cykelstier i signalregulerede kryds påvirker kapaciteten og fremkommeligheden for både bil- og cykeltrafik – især med fokus på at dokumentere, hvordan forskellige faktorer som trafikmængder, ankomstfordeling og vejgeometri påvirker trafikafviklingen og trafikantadfærden. Til studiet er der udvalgt i alt 10 lokaliteter med afkortet cykelsti i Aarhus og København, som er analyseret med video. Med udgangspunkt i analyserne er der udviklet en praktisk model, hvormed der kan beregnes en forventet belastningsgrad i en afkortet cykelsti ud fra bl.a. trafikmængde, grøntid, omløbstid og cykeltrafikkens ankomstfordeling.
Overordnet set viser studiet, at cyklister generelt er gode til at tilpasse sig den givne trafiksituation. Når der opstår kø i højresvingsbanen, vælger mange cyklister således at trække ud til venstre i svingbanen eller køre op på fortovet – begge dele for at komme hurtigere frem. Fortovscykling ses især ved høj trafikbelastning, og hvis der er mange tunge køretøjer i svingbanen. Det er vurderingen, at den faktiske fremkommelighed for cyklister kun i mindre omfang forringes i en afkortet cykelsti, idet mange cyklister finder måder til at komme uden om en eventuel bilkø. Omvendt forringes cyklisternes oplevede fremkommelighed, da både øget utryghed og trængsel kan give cyklisterne en følelse af et ringere serviceniveau og sikkerhed.
For biltrafikken gælder, at bilernes fremkommelighed i høj grad påvirkes af cykeltrafikken – både i starten af svingbanen, hvor biler og cykler skal flette, og i selve krydsområdet. I flettepunktet kan tæt cykeltrafik dels forhindre biltrafikken i at komme ind i svingbanen, dels øge følgetiden mellem bilerne, hvilket reducerer både hastigheden og kapaciteten. I krydset er et stigende antal cykler og gående ensbetydende med højere følgetid og øget forsinkelse – særligt i starten af grøntiden.
I litteraturen vurderes afkortet cykelsti generelt som et trafiksikkerhedsmæssigt godt tiltag, som dog kan føre til øget utryghed samt forringe den oplevede fremkommelighed for cyklister. Med udgangspunkt i nærværende studie vurderes den faktiske fremkommelighed dog at være acceptabel, selv ved høj trafikbelastning – bl.a. fordi cyklister ofte "overhaler" biltrafikken. Samlet set er det vurderingen, at den negative effekt på fremkommeligheden for cyklister ikke er så entydig, som hidtil antaget.
Løsningen med afkortet cykelsti har både styrker og svagheder. Det er en trafiksikkerhedsmæssig god løsning, men anvendelsen kræver nøje overvejelser i forhold til cyklisters tryghed og tilfredshed. Valget af krydsløsning for cyklister bør derfor (fortsat) bero på en afvejning mellem de tre parametre: Sikkerhed, tryghed og fremkommelighed – dog nu mest af alt på en vægtning af trafiksikkerhed og tryghed.