Årg. 5 Nr. 1 (2010): Praksiserfaringer med lærings- og forandringsprocesser

Af redaktionen: Stud.mag. Nina Nielsdottir, stud.mag. Kirsten Johanne Brander, stud.mag. Henrik Lydholm, ph.d.-stipendiat Patrik Kjærsdam Telleus & adjunkt Ulla Thøgersen

Artiklerne i dette nummer af Reflexen er udarbejdet af studerende på Kandidatuddannelsen i Læring og Forandringsprocesser. Artiklerne relaterer sig alle til studiets 9. semester, hvor fokus er på læring og forandringsprocesser i praksis.

Artiklerne fremstiller mødet med praksis samt problemstillinger og udfordringer, som er forbundet med tilrettelæggelse af lærings- og forandringsprocesser. På samme tid giver artiklernes forskellighed et indblik i studiets mulighed for fordybelse og konstruktion af egen position som forandringsagent. En position om hvilken Søren Kierkegaard for mere end 150 år si-den skrev følgende:

“At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er og begynde der. 
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. 
For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaa mere end han - men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. 
Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfærdelig stolt, saa jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham. 
Men al sand Hjælp begynder med Ydmygelse: Hjælperen maa først ydmyge sig under dem, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstaae, hvad den Anden forstaar .” (Kierkegaard 1859, s. 96-97)

At møde mennesket, de ansatte og kultur i en given organisation, at se verden med den andens perspektiv er udfordringer, der fordrer ydmyghed, tålmodighed. Samt at kunne affinde sig med, at ens egen viden som forandringsagent, for en stund træder ud af kraft – netop for at kunne forstå ’verden’ i et andet perspektiv end ens eget.

Kierkegaard fremsætter, at det er her i, det centrale er for forandringsagenten, for at kunne i gang sætte lærings- og forandringsprocesser, der også kan forankres – og gøre en forskel – netop fordi afsættet for forandring er i den lærende og ikke i forandringsagenten.

Vi ønsker jer alle god læsning og håber på at forandringsperspektiverne i artiklerne og Kierkegaard vil give jer inspiration til egen refleksion?!


Publiceret: 30-09-2016

Hele nummeret