VOIAS – et stemme-assessmentredskab til vurdering af klientens psykiske tilstand og terapeutiske proces, – en undersøgelse af dens kliniske relevans fra et case-perspektiv

Authors

  • Sanne Storm

DOI:

https://doi.org/10.5278/ojs.mipo.v11i1.1731

Abstract

VOIAS er et stemme-assessmentredskab udviklet i forskningsprojektet “Research into the development of voice assessment in music therapy” (Storm 2013). Motivationen til at udvikle et stemmeassessmentredskab til musikterapi udspringer fra mine erfaringer i klinisk praksis og som medlem af et tværfagligt behandler- og udredningsteam. Igennem mange år har jeg anvendt “Psykodynamisk stemmeterapi” som en metode og tilgang til at imødekomme klientens behov for blandt andet at håndtere angst, lindre depression eller støtte en indre oplevelse af centrering for klienter med bipolare lidelser. Psykodynamisk stemmeterapi er en metode og tilgang, som over mange år er blevet mere og mere specifik og konkret, og som i dag anvendes meget struktureret og analytisk i klinisk praksis. Det ontologiske og epistemologiske fundament, som Psykodynamisk stemmeterapi hviler på, er en meget betydningsfuld del af den psykologiske og teoretiske forståelse af det terapirettede krop- og stemmearbejde (Storm, 2007, 2013). En af grundstenene i metoden og tilgangen er musikterapeutens lytteperspektiver (Pedersen, 2000; Storm, 2007, 2013). Lytteperspektiverne omhandler at lytte og orientere sig ud fra klientens stemmeudtryk alene. Ved at lytte til den menneskelige stemme ud fra et udvidet sansemæssigt og kropsligt baseret lytteperspektiv er det muligt for terapeuten og for forskeren at indhente informationer om klienten og dennes aktuelle psykiske tilstand – informationer, der både har relevans for klienten selv og musikterapeuten i den aktuelle terapisituation, samt relevans for hele teamet involveret i behandlingen af klienten. Det er min erfaring gennem mange års klinisk praksis, at det kan være utrolig vanskeligt at videregive informationer indsamlet i musikterapien, så de kan forstås og anvendes af et tværfagligt team. Samtidig er der et behov for at kunne formidle informationerne fra musikterapien letforståeligt, kort og præcist, at kunne dokumentere den terapeutiske proces og udvikling over tid og hvad de kliniske konklusioner er baseret på.

Downloads

Published

16-01-2017