Artikelindkaldelse: Kritisk infrastruktur og åbne data

12-06-2026

De to seneste danske digitaliseringsstrategier viser en forskydning i de politiske og institutionelle rammer for brugen af offentlige data, herunder geodata. Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2022-2025 lægger særligt vægt på at stille flere offentlige data til rådighed for borgere, virksomheder, forskere og offentlige myndigheder, så man kan styrke innovationen i samfundet. Her var Datavejviseren, og videreførelsen af Open Data DK centrale redskaber i ambitionen om at gøre data mere tilgængelige og ensartede.

I efterfølgeren Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2026–2029 indtræder en sikkerhedspolitisk dimension. Behovet for en sammenhængende digital infrastruktur bliver fortsat fremhævet, men data indgår nu i et narrativ præget af digital suverænitet, geopolitisk usikkerhed og beskyttelse af kritisk infrastruktur. Hvor den tidligere strategi fokuserede på udvidet deling, åbne standarder og “”, opererer den nye strategi med en mere restriktiv forståelse af data, der både kan være en samfundsressource og et sårbarhedspunkt. Det ændrer præmisserne for, hvordan geodata kan tilgås, deles og udstilles – og dermed også den traditionelle danske rolle som frontløber for åbne offentlige data.

Denne strategiske forskydning rejser også spørgsmål om kartografiens praksisser. I hvilken grad kan rumlige visualiseringer fortsætte med at være detaljerede og åbent tilgængelige? Kan et stigende fokus på sikkerhed medføre en tilbagevenden til kartografiske traditioner fra Den Kolde Krig, hvor generalisering, sløring eller selektiv offentliggørelse af kortdata var integrerede værktøjer? Eller ser vi snarere konturerne af en ny form for digital kartografi, hvor adgangsniveauer, dynamisk generalisering og lagdelte datastrukturer bliver centrale teknikker i afvejningen mellem åbenhed og risiko?

Dette call for papers inviterer bidrag, der befinder sig i krydsfeltet mellem digitaliseringspolitik, geodataforvaltning og kartografisk praksis. Vi er på udkig efter teoretiske analyser såvel som empiriske cases, der kan belyse, hvordan en forskydning mellem åbenhed og sikkerhed kan forandre både dataregimer og rumlig repræsentation i Danmark.

 

DEADLINES:

  • Deadline for indsendelse af interessetilkendegivelse: 15. august 2026
  • Deadline for indsendelse af bidrag: 22. november 2026

 

REDAKTØRER:

  • Stig Roar Svenningsen, seniorforsker på Det Kgl. Bibliotek, stsv@kb.dk
  • Thomas Theis Nielsen, lektor på Institut for Mennesker og Teknologi ved Roskilde Universitet, nielsentt@ruc.dk