Kom med bidrag til et særnummer om Performative kort

08-09-2015

Kartografi, kort og kortlægning bliver ofte opfattet som autoritative, tekniske og ikke teoretisk funderet. Den instrumentalistiske rationalitet i produktionen af, og forskningen i, kort, kortlægning og kartografi har på det seneste været udfordret af den kritiske geografi, der hævder, at kartografi og kortlægning er resultatet af en praksis og er sammenflettet med magt og viden. Kort og kortlægning har således været undersøgt i forbindelse med internationale studier og nationale  projekter omkring identitetsdannelse, hvor netop kortet er et kommunikationsmiddel for magt og magtrelationer på tværs af skalaer. Selvom kort kan opfattes som repræsentationer, er kort også performative: Når først noget er sat på kortet, har det en tendens til at blive 'virkelighed'. Det er f.eks. anslået, at op mod 80% af al planlægning i Danmark foregår med kort og kortlægning, både med kortet i planlægningen men også med kortet som kommunikationsmiddel efter selve planlægningsprocessen. Ikke mindst i forbindelse med den kommunale planlægning er det åbenbart, at kortet kan være og opfattes som performativt; at ting har det med at materialisere sig, når først de er kommet på kortet. Andre kortlægninger kan dog også være performative, og derfor inviterer vi hermed til at bidrage til Geoforum Perspektiv nr. 27, der adresserer kortets performative rolle på forskellige skalaer og med udgangspunkt i forskellige traditioner.   Perspektiv indeholder både reviewede artikler, der er underlagt et double-blind–peer-review, og ikke-reviewede artikler. Du vælger selv hvilken kategori, du skriver til.

Evt. spørgsmål kan rettes til redaktørerne på denne udgivelse:

Vigtige datoer for artikler til peer-review:

  • Deadline for indsendelse af artikel (Max 6.000 ord, alt inklusiv): 1. januar 2016
  • Indsendelse af endelig artikel: 12. marts 2016

Vigtige datoer for øvrige artikler:

  • Deadline for indsendelse af artikel (Max 3.000 ord): 23. marts 2016
  • Indsendelse af endelig artikel: 6. maj 2016