Abstract | Abstract
"And your very flesh shall be a great poem," skrev digteren Walt Whitman i indledningen til Leaves of Grass fra 1855. Fra før Whitman, over Kafkas straffekoloni, kødet som ernæringsmiddel og David Cronenbergs new flesh, til moderne udsmykning af kroppen og æstetisk kirurgi har kødet været et forståelses- og kommunikationsmiddel. Menneskets rationalistiske potens er begrænset af kroppens udfoldelsesmuligheder, men det er kun en begrænsning, hvis det bliver opfattet sådan. Krop og kød har været læst som et hylster, der distancerer vores tænkning fra virkeligheden, som således formes af kødets indskrænkende effekt – håbet og længslen har derfor ofte været et ønske om at undslippe og overskride kødets betingelser. Sjælens renhed forstyrres af kødets grimede maske. Kød og sjæl har – inden for sådanne dualistiske rammer – oparbejdet disparate, adskilte metafysikker, som det igen har været besværligt at (gen)forene. Tanke og omverden har været som to ens poler, der gennem menneskets historie har skubbet sig længere og længere fra hinanden uden blik for, at kroppen ikke kun er en begrænser, men faktisk også kan fungere som en mediator for forholdet mellem omverden og sind. Som poesien kan være en fornemmelse for en ellers svært kommunikerbar tilstand, er kød og krop også måder, igennem hvilke vi intuitivt sanser og opfatter verden.
Den moderne filosofiske fænomenologi og den neurologiske kognitionsforskning har senest sat en tyk streg under det, som kunsten og de kulturelle formationer har vidst hele tiden: Vi bruger også kroppen, når vi tænker. Rationalismen er blevet afløst af en mere dialektisk model, der fortæller noget om, hvordan vores hverdagsempiri, vores menneskelige intuition, også medvirker til en tænkning, der ikke alene kan være en forklaringsmodel for eksistens – tænkningen alene er ikke nok for vores væren. Men det er omvendt ikke nok med at vi også tænker med kroppen, for kroppen er også en plastisk enhed, der (næsten) kan modelleres efter personlige ønsker, mens kødet på andre fronter står for forfald. ældningsprocessen er i sig selv et angstfyldt område for mennesket, men det er også tvivlsomt, hvor dominerende kødet bliver ved med at være. I takt med moderne computerteknologi og medicinske muligheder for regeneration tilpasses den menneskelige krop, stiger mulighederne for teknologisk og klinisk forlængelse af livet. Kønnet er derfor i lyset af fx hormonbehandlinger også blevet mere flydende, hvilket stiller spørgsmålstegn ved vores opfattelse af identitetsstrukturer. På den ene side er det et udtryk for menneskelige ønsker om frihed til selv at vælge, herunder også køn, mens det på den anden side også er læst som et patologisk billede af et dekadent samfund i forfald – spørgsmålet er, hvad det er for et samfund, vi danner, når alt perpetuelt står til diskussion, alle indbyggede elementer er flydende, og ingen faste strukturer kan binde mennesker sammen – er mennesket hermed et frit væsen eller en slave af muligheder?
Kødet, kønnet og kroppens udfoldelsesmuligheder er derfor også er et omdrejningspunkt for mange mediegenrer. Internettets socialt interaktive former tilbyder nogle rammer for de flydende samfundsstrukturer – eller det, Zygmunt Bauman kaldte for flydende modernitet – som derfor også medfører muligheder for nye kødelige udfoldelsesmuligheder, i positiv og negativ forstand. Denne menneskelige frihed leder til et svært kontrollerbart potentiale for mere tabubelagte medierede kødelige udfoldelser. Det er dog kun den ene side af mediesagen, idet krop og kød heller ikke har været undgået i populære mediegenrer. Hvor Laura Mulvey kaldte pornografi, melodrama og gyseren for kropsgenrer med sigte til den kropslige effekt, så gælder det også for mange andre genrer, at kødet er i centrum. Hvor horrorgenren ofte handler om kødets opstandelse trods forgængelighed, så har krimien ofte sit initieringspunkt i penetration af kødet. Forbrydelsen, mordet, er også en kødets afbrydelse. Med andre ord er kødet også i fokus såvel tematisk som receptivt i forbindelse med flere almindelige fiktionsgenrer.
Men kødet er ikke kun menneske, selvom det er menneskets kontakt til de dyriske kræfter. Kødet er også menneskets overlevelse, på trods af vi ikke behøver kød. Derfor er kødet også et udtryk for menneskelig nydelse, erotisk såvel som gastronomisk. Religiøst er kroppen og kødet også blevet tænkt ind som et grundlag for troen eller sågar som en fornægtelse af kødet. Derfor er det i særdeleshed spændende, hvad der sker, når vi sætter kødet som omdrejningspunkt for kulturelle studier og akademiske undersøgelser